Gro

Natur, økologi, sundhed og fællesskab

www.gro-sommerlejr.dk

Kyse Overdrevsvej 37, 4700 Næstved

Lejr telefon: 2721-0467

Tag tog til Næstved eller Slagelse, bus 480R til Kyse og gå 2 km til lejren.

Her er en stor økologisk frugtplantage, hvor vi plukker frugt og laver saft mm. Vi har en stor økologisk grønsagshave, hvor vi graver kartofler op og høster sommergrønt. Vi plukker vilde urter, som vi bruger i mad og til te. Al mad er så vidt mulig økologisk. Og vore retter er super sunde. Maden er vegetarisk og hovedmåltiderne veganske. Hvis du vil have kød, kan du 2 gange i løbet af ugen købe et stykke og grille over bålet. Rygning foregår udendørs i god afstand fra andre.

Medbring eget telt eller få anvist en sovekabine. Hvis du ikke har selv, kan du leje underlag, sovepose og lagenpose for 100 kr. For ældre og svagelige er der også mulighed for feltseng, dyne, pude mm. Vi behøver ikke gå med ur eller telefon. Der er morgenmad, når du står op – og du eller andre får lavet det. Og når vi skal noget sammen, slår vi på gong-gongen.
 


Hver uge er for hele familien – og der er program for både børn, unge og voksne. I familieugerne er børn og voksne sammen om alle aktiviteter – leg, workshops, madlavning mm. Vi har ikke salg af sodavand, øl og vin. Men vi laver hver dag lækker saft af frisk frugt og æblemost fra sidste års høst. Der er forskellige slags te og kaffe, når nogen laver det. Og ofte er der nogen, der laver sund kage og sund slik.

Hvis du kommer i bil, tager vi en parkeringsafgift på 100 kr. for at holde på græsset – et stykke fra lejren. Vi har en smuk natur og en spændende skov. Når musikanlægget et tændt, kan du oplade din telefon. Ellers har vi ingen elektricitet. Vi har lækkert drikkevand fra den lokale vandforsyning. Og du kan få varmt brusebad. Der er toilet telte med lugtfri mult lokummer. Vi har et lille lager af varmt tøj i alle størrelser. Medbring gummistøvler – græsset er vådt om morgenen. Du må meget gerne forære os gummistøvler, – så behøver du ikke tage med næste år.

Gro Sommerlejr handler om at få en hyggelig og dejlig ferie sammen med rare mennesker. Formålet er at opleve sig selv som en del af naturen, få indsigt i den økologiske balance mellem alt levende, lære at lave lækker mad, der bekæmper sygdomme og giver sundhed, og indgå i et fællesskab, hvor bevidstheden er fri og oprindelig. Vi drømmer om at skabe en verden med harmoni mellem alt levende, hvor vi tager ansvar for fremtiden, og hvor kærligheden i vore hjerter styrer vore handlinger.

Det er deltagerne, der bestemmer, hvad der skal ske. Ved måltiderne snakker vi om madhold, praktiske arbejdsopgaver, workshops, leg osv. Alle kan komme med forslag – og alle kan være igangsætter.

Vi laver lækker børnevenlig mad. Kosten er lidt primitiv; men hvis du har mave-tarm problemer, astma, allergi, sukkersyge, gigt, kræft og eller bare gerne vil være rask og super sund, så du får frisk energi, er maden lige noget for dig. Og det smager rigtig godt.

Der er instrumenter, noder og tekster, man kan bruge – eller lave sine egne fede numre og optræde med dem om aftenen. Der skal ikke skrues op for lyden. Idéen er bare, at man kan synge blidt og stille – og at det så forstærkes op, så andre kan høre det. Medbring gerne dit eget instrument. Sidst på ugen har vi amatør konkurrence, hvor man kan optræde. Vi dyrker ikke X-faktor, hvor man skal være bedre end andre. Vi dyrker Ø-faktor, hvor man skal være sig selv. Man kan optræde alene, i kor eller som band.

Skriv til os:    www.gro-sommerlejr.dk/kontakt.html


www.gro-sommerlejr.dk/love.html